lørdag den 13. august 2011

Inspirations-tur til Amager Strandpark

Greve Kommune har igangsat en eller anden proces omkring Køge Bugts strandarealer - her er det officielle indlæg på Greve Kommunes hjemmeside - og min kæreste og jeg troppede derfor op til inspirationsturen på Amager Strandpark for at høre, hvad vi som borgere har at se frem til.

Til stede var Borgmester for Greve Kommune Hans Barlach, tre repræsentanter fra Hasløv & Kjærsgaard (tegnestuen bag Amager Strandpark) bla. ejeren Dan Borgen Hasløv, formanden for Greve Kommunes Teknik- og Miljøudvalg Brian Hemmingsen, et par andre kommunal-ansatte jeg ikke fik fat i navnene på samt ca. 15 borgere.

Vi blev guidet af Dan Borgen Hasløv, som fortalte os om tilvejebringelsen af Amager Strandpark - hvilket var ganske sjovt for en som mig, der legede som knægt på "den gamle Amager Strand".

Jeg spurgte et par af kommunens folk et par gange om den videre proces, og her var hvad jeg fik af vide;

Der vil blive holdt 2 borgermøder;

1) Det ene skal være workshop-agtigt, hvor man skal sidde og brainstorme og skrive idéer ned til hvad man kunne tænke sig.
2) Det andet skal man diskutere de valgte forslag (jeg går ud fra det er Kommunen/Borgmesteren der suværent bestemmer, hvilke forslag, der skal vælges - de nævnte i hvert fald intet om hvilke forslag der vil blive valgt).

Vi fik også af vide, at der vil blive truffet principielle beslutninger allerede på 1. borgermøde, som der ikke senere kan laves om.

Denne korte proces sammenholdt med informationen om, at principielle beslutninger ikke kan laves om, har fået mig til at tænke over, hvad vi kan risikere, såfremt vi ikke involverer os i denne proces; vi kan i værste fald risikere, at Køge Brugts strandarealer bliver lavet om fra rolig naturstrand til opdæmmet kunstig strand, med massive beton-elementer (ála Amager Strandparks strandstationer), som du kan se eksempler på nedenfor.
Amager Strandpark
Amager Strandpark
Tag ikke fejl; jeg synes Amager Strandpark er flot og dejlig at besøge. Men jeg ønsker IKKE, at Køge Bugts naturstrande på nogen måde skal ligne Amager Strandpark.

For at have et sted at ytre mine meninger omkring dette emne, har jeg derfor startet denne hjemmeside. Jeg har desuden skrevet et forslag til vedtægter for "Foreningen for Køge Bugt Naturstrand", som jeg mener bør dække området fra Rammsvej i Hundige til Engsvinget i Solrød Strand - dette kommer dog an på forslag fra foreningens fremtidige medlemmer.

Foreningen skal bla. arbejde for bevarelsen af vores naturstrande og imod strandstationer og promenader i beton - dette er præciseret i vedtægterne.

Husk; alt kan ske i politik! Derfor betaler det sig tit at være på forkant med udviklingen - specielt hvis borgerne kun har begrænset tid til at sætte sig ind i tingene OG projektet "lugter lidt af prestige".

Køge Bugts naturstrande er rolige og dejlige, et sted man er forbundet til naturen som den er, uden store beton-plader og store beton-bunkers; lad os beholde den sådan - meld dig ind i dag og støt foreningens arbejde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar