fredag den 19. august 2011

De sidste dages status

De sidste dage har været travle - vi har fået de første betalende medlemmer og en del gratister. Det er vi allesammen selvfølgelig meget glade for. Vi har også uddelt de første "flyers" og ansøgt om en foreningskonto, så der kommer styr på det økonomiske aspekt i vores forening. De næste dage byder på endnu mere af det samme; omdeling af tryksager. Så hvis du kunne tænke dig at hjælpe, så skriv en mail til mig (kbhdk1976@gmail.com).

Vi har også fået et enkelt surt opstød, som jeg lige synes jeg vil dele med jer - om ikke andet så for underholdningsværdien. Jeg fjernet personens navn - men personens identitet er mig kendt. Jeg har skrevet mine kommentarer med rød skrift, resten er personens email til mig.



Til Kasper Hansen

Lad mig lige gøre det klart: Vi er ikke naboer. 
Jeg går ud fra, at du hentyder til indledningen på min "flyer", hvor jeg skriver Kære "nabo" - jeg mente, at ordet nabo i anførelsestegn var nok til at vise, at vi ikke er rigtige naboer - så jeg giver dig ret; vi er ikke naboer, vi er "naboer".

[Her har jeg fjernet 3 afsnit hvor borgeren giver sin personlige mening om hvorfor Greve Kommune havde inviteret sine borgere til "inspirations-turen"]
Dernæst er det Greve Nord, Hundige, Køge Bugt Strandpark, der er kunstigt anlagt,  det drejer sig om, så bland dig udenom.
Siden du har tilladt dig at sende denne smøre til mig samt Hans Barlach - borgmester for Greve Kommune - kan det tyde på, du ved noget mere om projektet end os andre. For jeg mindes ikke at have fået denne information. Desuden henviser den officielle indbydelse fra Greve Kommune (som kan ses her) til både "Greve Kommunes strandområde", "otte kilometer strand" samt at på det sidste borgermøde d. 21. september "præsenteres og diskuteres kommunens helhedsplan for Greve Kyst". Så nej, jeg vil ikke blande mig udenom - men fortsætte med at få flere folk til at involvere sig i deres lokalområde.

Der var en dame, der var med på turen, der gjorde det klart, at man ikke ønskede indblanding fra folk, der ikke boede i området. Det fik du vist ikke fat i.
Selv hvis det var tilfældet - hvilket jeg tvivler på - har jeg ret til at have min mening som enhver anden, og bruge mine demokratiske rettigheder.

Du udformer desuden dit brev som om det var noget odiøst kommunen var ude i. Meget ubehageligt.
Nej - hvad der er ubehageligt, er din tone i dit brev til mig. Desuden har ingen andre indtil videre givet udtryk for, at der var noget ubehageligt i mit brev (tværtimod har jeg fået indmeldelser og positive tilkendegivelser!) - det er kun dig ud af foreløbig 337 omdelte sedler. Bare lige så du ved det.

Vi har i år siden St. Hans, lidt af en frygtelig stank fra stillestående regnvand opsamlet på den kunstigt anlagte  strandeng, samt det sædvanlige opskyllede fedtemøj.
Det er jeg ked af på dine vegne. Som du kunne have læst i mit forslag til vedtægterne, skrevet bagpå den skrivelse du fik i din postkasse, er en af vores formåls-paragraffer netop at arbejde for løsninger på fedtemøg-problemet. Hvis jeres del af stranden (ved strandengen) har behov for særlige tiltag - er det vel netop smart at melde sig ind i en forening med andre borgere, der arbejder for at forbedre naturstranden ?

Hvis man ved hjælp af lidt indpumpet sand og ændring af kystforløbet kan forbedre situationen, så skal man selvfølgelig gøre det.
Nu er der næppe tale om "lidt indpumpet sand" - men anseelige mængder i store anlægsprojekter. Og man skal selvfølgelig ikke bare ændre kystforløbet - det kræver miljøanalyser og råd fra eksperter i vandmiljø - og jeg er helt tryg ved Greve Kommunes håndtering af dette. Jeg ved, at kommunen ikke tager let på "sin strand" - og jeg er også meget glad for opmærksomheden og ønsket om at udvikle strandområdet. Hovedformålet for "Forening for Køge Bugt Naturstrand" er at finde ligesindede mht. modstand mod at etablere en Amager Strandpark-lignende løsning i Køge Bugt (fra Rammsvej til Engsvinget) - derved ikke sagt at det er det, Greve Kommune planlægger.
Det vil øge de herboendes livskvalitet og gøre vores ejendomme mere værd.
Det vil vi begge gerne opnå - vi har bare forskellige måder at håndtere det ønske på.

Så kan du og dine få lov til at beholde den stinkende natur for jer selv.
Jeg siger mange tak - følger der et skøde med ?

Medmindre personen bag brevet skriver noget af reel værdi for os i foreningen, vil jeg undlade at bringe den fremtidige korrespondance - så det var alt til smilebåndene i denne omgang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar