onsdag den 19. august 2015

Det mest dominerende punkt på borgermødet ang. Ishøj Strandpark: hurtigt kørende cyklister!

Det er interessant at læse Strandparken IS Årsrapport 2014 - alene på grund af den (ikke overraskende) største rapporterede gene ved at bruge strandparken. I årsrapporten står følgende;

"... det mest dominerende punkt på [borger]mødet [d. 11. maj 2015] var trafikforholdene på Sivstien, som løber langs indersiden af søerne ved Vallensbæk og Brøndby. Stien er i stigende grad blevet anvendt af hurtigt kørende cyklister, som gør livet farligt og utrygt for de gående. Sekretariatet har overvejet forskellige trafikdæmpende foranstaltninger som bomme, rumleriller og bump."

Foreningen Køge Bugt Naturstrand har, siden stiftelsen, kæmpet imod en belagt sti på stranden, da en sådan netop vil invitere til både cykel- og knallertkørsel. Den vil ydermere fungere som flugtvej i forbindelse med indbrud og røverier i strandvejsområdet. Det er interessant at læse, at Strandparkens gæster er enige i foreningens betragtninger omkring utrygheden og faren ved hurtigt kørende cyklister på stranden. Det giver os reel dokumentation på, hvad resultatet ved at anlægge en belagt sti på stranden vil være.


Vi opfordrer til, at foreningens medlemmer altid modsætter sig planer om en belagt sti på stranden. Strandvejen har allerede en cykelsti, som cyklister kan bruge.

Har du links til anden omtale om hurtigt kørende cyklister/knallerter på naturarealer, er du meget velkommen til at sende dem til os, så de kan indgå i vores dokumentation overfor kommunerne.

3 kommentarer:

  1. Et andet stort problem for os er at der ikke må hegnes omkring vores grundareal, det er derfor en oplagt flugtvej ned over grunden for tyven til at komme væk med udbyttet. Vi har haft 7 indbrud, sidst her for et par måneder siden hvor det stjålne (1 palle el-værktøj) der i flugten var spredt sporadisk hen over strandarealet. Vi kontaktede politiet som havde samlet næsten det hele sammen så vi fik det igen. Hvordan kan vi sikre os mod indtrængen fra strandsiden, når der ikke må hegnes?

    SvarSlet
  2. Du har ret Kasper ....det er jo virkelig en dokumentation af, hvad vi hele tiden har sagt/skrevet imod anlæggelse af betonsti på stranden. Ikke blot er det en irriterende mulighed for knallertkørsel men også flugtvej for tyveknægte.
    Maiken Nielsen

    SvarSlet
  3. Jeg bekender at jeg formentlig er en af de hurtigt kørende cyklister omend jeg mener at advare med ringeklokken i god tid så folk ikkr forskrækkes. Imidlertid har strandparkens cykelstier også fungeret som en fantastisk transportvej i en årrække og det er blevet til utallige kilometer fraset de meste mørke måned om året. Få har nydt strandparkens natur som jeg har og 90% af tiden møder jeg ingen mennesker. Min holdning er at man skal se tingene fra 2 sider og der må være en gensidig respekt - selvfølgelig skal ingen skræmmes af hurtige cyklister, men med oplysning omkring brug af ringeklokke og måske opdelt eller bredere cykelsti kunne alles interesser varetages. Cykelstien fra Sælstien og ind til København er i øvrigt en yndet benyttet vej for cykelturister - lad vær med at ødelæg dette

    SvarSlet