fredag den 4. september 2020

Der er gang i den i Solrød Kommune

Der er gang i den i Solrød Kommune! 

Byrådet har flere interessante emner på dagsordenen til Byrådsmødet d. 7. september 2020

Strandens Hus
Det sagnomspundne projekt Strandens Hus kan nu gå ind i sin endelige godkendelse i form af Byrådets behandling af det Tillæg 1 til lokalplanen, som muliggør projektet i sin helhed. Tillægget øger det areal, som kan bebygges, fra 200 til 350 m2 - altså tæt på en fordobling af det oprindelige areal - hvilket må siges at være en voldsom forøgning.

Foreningen har tidligere indsendt vores høringskommentarer til projektet, som delvist lod til at blive taget til efterretning, men vores forventning er, at Byrådet vedtager tillægget trods mange indsigelser, ikke mindst fra de direkte berørte beboere i nabolaget. 

Principbeslutning om ekspropriation i forbindelse med kystsikring
Et endnu mere bekymrende punkt er principbeslutning om ekspropriation af private matrikler i forbindelse med kystsikringen, i første omgang område C (Jersie).

"Principbeslutning" og "ekspropriation" i samme sætning kan vel få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste, og vi i foreningen er ingen undtagelse. Trods den aktuelle ekspropriation kun omhandler 25m2, finder vi det stærkt bekymrende, at det sker på privat matrikel med en visuel negativ påvirkning til følge, uden at kommunen tvinges til at overtage ejendommen, idet selve ejendommens anvendelse til villaformål i sig selv ikke vil blive påvirket.

Vi er naturligvis bekymrede for, at lignende situationer kan "smitte" andre steder i kommunen (og i Greve Kommune) i forbindelse med kystsikringen.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar