onsdag den 19. juni 2013

Kommunalplan for Solrød (stien på stranden)

Kære ven af stranden

Hermed vigtig information om din strand mht. den planlagte natursti.

I marts måned søsatte vi en kampagne med henblik på at udbrede kendskabet til Solrød Kommunes nye Kommunalplan, der indeholdt formuleringer som vi syntes pegede i en forkert retning for stranden. Omkring 500 foldere blev delt ud af frivillige fra foreningen; tak for det - I gjorde en stor og god indsats! En anden tak skal lyde til de fire vejlaug samt to store grundejerforeninger, der ligesom Foreningen Køge Bugt Naturstrand indså, at Kommunalplansforslaget kunne rumme problemer for stranden.

Resultatet udeblev ikke, jeg citerer fra byrådets sagsfremstilling;

"Ud af de 100 indkomne høringssvar omhandler 83 høringssvar den rekreative sti på stranden."

"Administrationen har efter modtagelsen af høringssvaret taget telefonisk kontakt til foreningen for at drøfte indholdet af indsigelsen. Dette resulterede i, at administrationen efterfølgende har modtaget en præcisering af, at foreningen ønsker det tydeliggjort i kommuneplanen, at det ikke er muligt at etablere en sti med fast underlag på stranden. Administrationen anbefaler derfor, at dette tydeliggøres i kommuneplanen."

Jeg har derfor været spændt på at se, hvad der så kom ud af vores arbejde.


Side 52, figur 4.2: Fremgår stadig “Planlagte regional rekreative stiruter” men er blevet tilføjet “se også beskrivelsen side 58”.
Side 53, figur 4.3: Fremgår stadig “Natursti, planlagt” men er ligeledes blevet tilføjet “se også beskrivelsen side 58”.

På side 58 fremgår så følgende;

Planlagte rekreative stier
Sti på strandarealer langs Køge Bugt, der forløber gennem Solrød fra nord til syd.
Strækningen er markeret som planlagt regional sti på figur 4.2. På figur 4.3 fremgår, at en del af strækningen føres ad allerede eksisterende stier (langs Trylleskoven og Staunings Ø), mens den sidste del er markeret som planlagt natursti (sidstnævnte strækning eksisterer i dag som en ”trampesti”, der ad åre er blevet formet af brugerne). Stien skal være en rekreativ vandresti og må derfor ikke anlægges med fast belægning.

Dette stiforløb er overført uændret fra Regionplan 2005 (og dermed også forrige kommuneplan fra 2009).”

Foreningen Køge Bugt Naturstrand finder det positivt, at Solrød Kommune har lyttet til kritikken, og vi er glade for at have skabt en debat om strandens fremtid blandt Solrøds borgere samt hjulpet administrationen med denne vigtige uddybning af stiforholdene på stranden.

Vi fastholder dog vores kritik af, at kommunen overhovedet finder det nødvendigt at angive en sti som “planlagt”, når den allerede i dag eksisterer. Den oprindelige forklaring var, at der manglede skiltning, og det derfor var en teknikalitet, at stien så skulle stå opført som “planlagt” - da det først er en rigtig sti når der er skilte - til dette kan man jo kun ryste på hovedet.

God sommer - på en god strand.

Venligst,

Kasper Hansen

Formand